Paper Jewelry
06.06.-23.08.23
Lucie Houdková & Verde Alfieri
Når man forestiller sig smykker, ledes tankerne ofte mod genstande af guld, sølv, koraller, perler og ædelsten. Minderige genstande af værdifulde materialer, der overleveres fra generation til generation. Sjældent forestiller man sig smykker af papir.
Af alle materialer, både gamle og nye, er papiret, tilsyneladende, ikke holdbart nok til at kunne bruges til smykker. Hvordan skulle et skrøbeligt stykke papir blive til noget stærkt og holdbart, en sand juvel? Dette er faktisk blevet gjort gennem mange tidsaldre med overraskende teknikker og resultater.
I 1800-tallets England mødtes kvinder eksempelvis i grupper for at skabe perler af tapetrester og aviser, som blev rullet på strikkepinde, trukket på garn og poleret med bivoks. Disse perler ses stadig på utallige museer, hvor de har overlevet generationer og megen slid.
I dag udforer mange kunsthåndværkere stadig vores forståelse af smykkets beskaffenhed ved at anvende papir i deres kunstneriske praksis. Paper Jewelry præsenterer to kunsthåndværkere, som på hver sin vis skaber betagende smykker af papir: Lucie Houdková og Verde Alfieri.
Læs mere om de udstillende kunstnere
-
Lucie Houdková (f. 1984, Brno, CZ) er uddannet ved Academy of Arts, Architecture and Design i Prag. Houdková skaber smykker, der grænser til kunstobjekter og anvender ofte utraditionelle materialer i kombination af metal, blandt andet papir. Houdková anser dét at skabe smykker for et eksperiment – hun undersøger materialet og går til grænserne af dets muligheder. I de senere år har hendes praksis hovedhageligt kredset om naturlige, organiske former i jagten på harmoni og balance.
I sit arbejde med serien “Deep”, der udstilles på museet, blev hun influeret af filosof og biolog Ernst Heinrich Haeckels (1834-1919) videnskabelige illustrationer, som i 1800-tallet vendte den vestlige civilisations opmærksomhed mod en hel verden af storslåede skabninger på havbunden. Houdková sammenligner smykket med det liv, som Haeckel fandt på havets bund. Eksempelvis har smykket evnen til at forandre den menneskelig krop på samme vis, som coralen forvandler havbunden
Haeckel søgte efter det essentielle i levende stof, og på samme vis søger Houdková det essentielle, når hun skaber, i sin kunstneriske praksis – noget funktionelt og smukt.
Denne serie af smykker er lavet af fleksible papirlameller, monteret på konstruktionens inderside, med ønsket om at skabe levende smykker, der inviterer bæreren til at deltage i dens liv – opdage, hvordan dens form transformeres fra konkav til konveks, fra indelukket til dynamisk. Et liv og formsprog, der mimer bølger af koraler, som ændrer sig i takt med undervandsstrømmenes bevægelser.
Læs mere om Lucie Holdková. -
Verde Alfieri (f. 1969, Venedig, IT) er datter af den kendte kunstforlægger Bruno Alfieri, som blandt andet organiserede den første soloudstilling med Jackson Pollock ved Ala Napoleonica på den 25. Venedig Biennale.
Verde Alfieri bor og arbejder i Milano. Efter sine studier beskæftigede hun sig hovedsageligt med markedsføring og kommunikation for en række kendte italienske virksomheder og siden 1996 ved familiens forlag. Dog ledte hendes kærlighed til samtidskunst - født af hyppige besøg ved italienske kunstneres atelierer og sin opvækst i Venedig – Verde til at påbegynde sin kunstneriske rejse i 90’erne, hvor hun begyndte at skabe digital kunst og deltog i internationale konkurrencer og udstillinger under navnet “Melting Verde”.
Med en stærk interesse for samtidskunst i årene blev hun ledt til smykkehåndværket i 2013, hvor hun begyndte at transformere sine digitale kunstprojekter til fysiske værker; hun introducerede et fysisk, materielt aspekt til sin kunstneriske praksis baseret på sine erfaringer fra den digitale verden og forlagets verden. Efter Verde definitivt forlod rollen som art director i 2014, har hun dedikeret sig helt til sin kunstneriske praksis som smykkedesigner, hvor hun eksperiementerer med materialer, former og stile.
Den første kollektion af smykker blev skabt af bomulds- og sejlreb. Men i 2014 ændrede Verde sin tilgang til smykker ved at introducere farverige papirer – små og dyrebare kunstværker med en plastisk dimension og sjæl. Verde kombinerer ædle papirer og genbrugspapirer fra bøger og lignende til smykker, der passerer og blander perioders stilarter. Modernitet, tidsløshed og originalitet legemliggøres i Verde juveler med utrolige former og farver.