SKOLEBESØG PÅ MUSEUM FOR PAPIRKUNST

På Museum for Papirkunst tilbyder vi undervisningsforløb for både grundskoler og ungdomsuddannelser. Med udgangspunkt i museets udstillinger guider vores kulturformidler eleverne gennem tilrettelagte, kunstneriske læreprocesser. Med kreative leg opnår eleverne selvstændige refleksioner om sig selv og kunsten. Vores undervisningsforløb tilpasses jeres klasser, temauger og fokuspunkter.

BALLERINA BULLDOG

Med afsæt i kunstens symboler understøtter Ballerina Bulldog unges tro på sig selv og deres valg - troen på, at de kan overkomme de udfordringer, de møder på livets vej. Undervisningsforløbet er skabt af psaligraf Bit Vejle med afsæt i Søren Kierkegaards filosofi om livsvejen. Gennem bevidstliggørelse og reflektion styrkes børn og unges selvværd.

Når vi møder udfordringer på livets vej, skal vi foretage valg, som har betydning for os selv og vores udvikling - skal vi gå til ventre eller højre, når vejen deler sig. Vores styrker og bevidsthed herom er med til at definere, hvordan vi møder disse udfordringer. Det er denne bevidsthed, vi formidler i Ballerina Bulldog.

Konceptet består af 21 papirklip og en kortfilm med figuren Ballerina Bulldog. Med sig på sin livsrejse - eller linedans - har Ballerina Bulldog en række powertools. Det er symboler for indre kræfter, som hun finder frem, når hun har brug for ekstra styrke. Livskraften henter hun fra sit hjerte.

Under forløbet arbejder eleverne koncentreret med symbolik og får til opgave at visualisere deres egne powertools i form af symboler med saks og papir. Målet med forløbet er at lade unge bruge kunsten til at reflektere over egne og andres styrker, og hvordan de selv kan møde de udfordringer, som livet byder på. Som afslutning på dagen bliver elevernes papirklip hængt op på museet eller vi kan aftale, at I får dem med hjem til klasseværelset eller projektmappen.

Ballerina Bulldogs pædagogiske undervisningsmateriale er udviklet i samarbejde med Jammerbugt Kommunes kulturtilbud, Den Kulturelle Rygsæk. Hvert år besøger alle kommunens 7. klasser Museum for Papirkunst.

H.C. Andersens eventyrlige univers

H.C. Andersen skabte nære fortællinger, som vi bliver grebet af og kan spejle os i. Hans fortællinger behandler emner, som er lige så relevante og rørende i dag som dengang - emner som ængstelighed for ikke at passe ind, næstekærlighed eller sårbarhed. Med umiddelbarhed, poesi og underfundighed skabte Andersen eventyr, som vi kan lære meget af.

H.C. Andersen-undervisningsforløbet starter ved det originale papirklip, som vi udstiller i samarbejde med Museum Odense. Her får eleverne en håndgribelig indføring i eventyrforfatterens klippekunst. Vores kulturformidler fortæller om Andersens samtid, kunstneriske virke og relevans i dag. Undervisningsforløbet tager herefter eleverne med på en eventyrlig rejse i udstillingen Med saksen som pensel, der viser værker af psaligraf Bit Vejle, som ligesom Andersen er en stor historiefortæller. Efterfølgende skal eleverne selv prøve kræfter med klippekunsten i papirværkstedet.

Eleverne får en dybdegående forståelse af psaligrafi, papiret som materiale og kunstens evne til at formidle fortællinger. I samråd med læreren, skræddersyr vi forløbet til jeres klasse. Hos os vil eleverne opleve H.C. Andersen fra nye vinkler og få en eventyrlig oplevelse - og selvfølgelig et kunstværk, som kan pryde klasseværelset.

Vores samarbejde med Museum Odense giver en unik mulighed for at sætte fokus på papirklippet, som er en særlig dansk tradition, og en af vores vigtigste historiefortællere, H.C. Andersen.

Dagens program (2 timer):

  • Velkomst

  • H.C. Andersens papirklip

  • Rundvisning i Med saksen som pensel

  • Højtlæsning af et H.C. Andersen-eventyr, som er udvalgt i samråd med jer

  • Opsamlende snak om eventyret

  • Kreativ udfoldelse gennem papirklip

  • Tak for i dag.

Kontakt og booking

Kontakt os endelig for at høre nærmere om, hvordan vi kan skræddersy et undervisningsforløb til netop jeres klasse.

For booking skriv til  info@museumforpapirkunst.dk eller ring på 6012 9492

Vi glæder os til at se jer på Museum for Papirkunst.