Arrangementer og begivenheder

  • MERE KÆRLIGHED TIL VERDEN ❤️
    Blomster og chokolade til valentinsdag - er det lidt for forudsigeligt? Så tag en tur på Museum for Papirkunst. Lørdag den 14. februar hylder vi kærligheden. Her kan du opleve spændende kunst, håndværk og design skabt i papir - lige fra fra livstræ til musik, altertavle og guldsko.
    Flere steder er der ophængt de fineste mistelten - designet af Bit Vejle - det er tilladt at kysse under misteltenen.
    Klip et rødt hjerte til din udkårne i værkstedet - og når du nu er godt i gang, kan du byde nogen på en kop frisk kaffe i caféen.

    Rigtig god og hjertelig valentinsdag!

    Historien om Sankt Valentin
    Legenden fortæller, at Valentin kom til Rom i år 270 for at støtte de kristne, som dengang blev forfulgt af kejser Claudius. Snart blev Valentin dog selv fængslet og skulle tjene hos en fornem familie, som havde en blind datter. Valentin helbredte datteren ved bøn, og hele familien omvendte sig til kristendommen.

    Valentinskort
    Da Valentin havde omvendt familien, fængslede kejseren ham og dømte ham til døden. Før sin død forelskede Valentin sig i fangevogterens datter, og det lykkedes ham at smugle et kærlighedskort ud til hende. Det blev det allerførste Valentinskort.
    (Folkekirken.dk)

  • Den første weekend i hver måned holder Museum for Papirkunst H.C. Andersen workshop i værkstedet.

    I anledning af H.C. Andersens 150 års jubilæum for hans død og 220 års jubilæum for hans fødselsdag fejrer vi eventyrforfatteren. I udstillingen finder du derfor en særlig solhyldest-installation, som du kan bidrage til, ved at klippe din egen sol i papir. Læs mere om jubilæumsåret her.

    I værkstedet kan du få lov til at klippe din egen møllemand. I hans mave er der mulighed for at bruge sin frie fantasi til at lave lige nøjagtig det man synes. 

    På Museum for Papirkunst kan du desuden gå på opdagelse i de andre udstillinger. Bl.a. har vi en udstilling med den sydafrikanske kunstner Lyndi Sales. 

    Det er også oplagt at tage en kaffepause i museets café eller kigge på de mange finurlige produkter i gavebutikken

    Se vores åbningstider her.

    H.C. Andersens jubilæumsår er støttet af Jammerbugt Kommune, Region Nordjylland og Sparekassen Danmark - Fonden Hvetbo

  • Lørdag den 21. februar kl. 13.00

    Aalborg Universitet laver spektakulært kemishow og workshop på Museum for Papirkunst inspireret af udstillingen Genskær med værker af Lyndi Sales. Vær med når vi eksperimenterer med farveskiftende væsker, utrolige gasser og enestående enzymer. Efterfølgende har du mulighed for at slippe dine kreative kræfter løs i museets papirværksted. 

    Arrangementet er gratis ved køb af entrébillet.

  • Hvad bliver temaet mon i 2026?

    Hvert år samarbejder Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Bit Vejle - psaligraf og stifter af Museum for Papirkunst - om Årets Blokhus-æg i stort format.

    Blokhus Påskeæg har hvert år et nyt tema. Sidste år hyldede vi bierne– naturens små, men uundværlige helte. Ægget inviterer til refleksion over biodiversitet og vores fælles ansvar for at skabe plads til det summende liv, der i årevis har været en del af både landskabet og fortællingerne langs vestkysten.

    Engang var haverne fyldt med summende liv og farverige blomster. Nu er stilheden mere påfaldende. Men når solen igen får magt, og jorden vågner, vil bierne vende tilbage og sprede liv, hvor end de flyver. Tænk hvis hver have blev til et blomstrende fristed – med krokus, lavendel, klokkeblomster og små bi-hoteller.

    Vi må vente lidt i spænding på temaet for 2026.

    Se tidlligere Blokhus-æg

  • Påskens hyggelige gækkebreve er en ældgammel tradition, som er helt unik for Danmark. Museum for Papirkunst fejrer traditionen!

    I udstillingen “Gækkebreve til…” kan du opleve et udvalg af historiske gækkebreve lavet af børn.

    Gækkebreve har været en dansk påsketradition siden 1700-tallet. Vi klipper og digter et lille brev med formålet at “drive gæk” med modtageren. Hvis modtageren ikke gætter afsenderen, kvitteres med et chokoladeæg eller et kys.

    Gækkebreve har været en dansk påsketradition siden 1700-tallet. Vi klipper og digter et lille brev med formålet at “drive gæk” med modtageren.

    Hvis modtageren ikke gætter afsenderen, kvitteres med et chokoladeæg eller et kys.

  • Vi hylder Slow Art Day

    Den international begivenhed afholdes på museer over hele verden. Dette for at hylde kunst, ro og fordybelse.

    Se på kunsten i langsomt tempo og mærk forskellen.

    Gå roligt rundt i museets udstillinger og brug ekstra tid på langsomt at betragte 5 forskellige kunstværker. Del din oplevelse med en gruppe, en ven eller bare helt for dig selv.

    Slow Art gør en forskel.

    International Slow Art Day - også på Museum For Papirkunst - lørdag den 11. april 2026

    LÆS MERE

  • Sæt allerede X i kalenderen den 10. december 2026 kl. 10.00, når Hune Naturbørnehave og Hune Kirkes Kor - traditionen tro - fylder Museum For Papirkunst med Luciasang, optog og den smukkeste stemning.

Mobil fremvisning af 13:06

To personer står foran en digital kunstudstilling med farverige, abstrakte mønstre og motiver, der er oplyst af LED-lys.

Det imponerende installationsværk, 13:06, der kombinerer kunst, lys og lyd, bliver gjort mobilt. Det vil sige, at værket kan besøge dit gymnasium eller kulturhus.

Det fem meter lange papirklip klippet af den internationalt anerkendte psaligraf Bit Vejle kombineres med det klassiske musikstykke: Dmitrij Sjostakovitjs 1. klavertrio opus 8 i c-mol.

Læs mere om værket og muligheden for at få det på besøg her.

Paper-Plane Airport

To børn i pilotuniform står ved gaten og har sendt deres papirfly ud at flyve. Den ene peger ud i luften, den anden smiler. De ser, hvor langt deres fly kan flyve, for at se om de kan slå rekorden.

Kom og test dine pilotevner på museets Paper-Plane Airport. Fold dit eget papirfly i Papirværkstedet - vi har alle materialerne klar. Du kan bruge din egen fantasi eller prøve en af de sjove foldeskabeloner - vi har faktisk opskriften på det fly, der holder verdensrekorden.

Følg Go To Gate-skiltet til flyvebanen, hvor du bliver tjekket ind af flyvelederen - husk dit boarding pass fra museet.

Vidste du, at det længst flyvende papirfly er designet af en mand ved navn John Collins, som satte verdensrekord i 2012? Papirflyet blev kastet af den amerikansk fodboldstjerne, Joe Ayoob, og fløj imponerende 69,14 meter inden det landede på grønsværen.

Vi registrerer din flyvning på appen Useeum, så du kan følge med i, hvem der holder dagens rekord.

Eventyrlige papirbåde

En voksen kvinde og fem unge piger står rundt om en vandbassin, hvori der er flere papirbåde. Papirbådene har de selv foldet i værkstedet. Pigerne kigger interesseret på bådene, og en pige holder en lille papirbåd. Der er sol og blomster.

Fold eventyrlige papirbåde som i H.C. Andersens eventyr "Den Standhaftige Tinsoldat". I fortællingen om den etbenede tinsoldat, der er ulykkeligt forelsket i en danserinde, finder to drenge tinsoldaten på gaden: "Se du! Der ligger en tinsoldat. Han skal ud at sejle." Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen," skrev Andersen og sendte den stakkels tinsoldat til søs.

Fold din egen papirbåd ved at bruge origamiteknikken - vi har sjove skabeloner og forskelligt papir, du kan prøve. Du kan søsætte din båd med det samme eller videreudvikle den ved at dekorere den med farvet papir og flag eller skrive ønsker på båden før den sejler ud i verden. Du kan også eksperimentere med elastikmotor, sugerør og pindenavigationsudstyr!

Vidste du, at origami er en antik japansk papirfoldekunst, som oprindeligt stammer fra Kina? Målet med origami er, med et enkelt stykke papir, at skabe en repræsentation af et objekt ved hjælp af geometrisk foldede former og mønstre, uden brug af lim eller skæreredskaber.

Se film om fremtidens museum

Museum for Papirkunst er igang med den største transformation siden åbning i 2018. Vi kalder det Fremtidens Museum for Papirkunst. Med støtte fra Spar Nord Fonden har vi udarbejdet en kort film om visionen.

Se den her

Følg med på sociale medier