Musik i klip

Jørn Peter Lærkesen
03.02.-28.04.2024

Med fåresaks og glanspapir har Jørn Peter Lærkesen foreviget klassiske koncerter i verdensklasse – fra løbekoncert i slotsgård med blæseensemblet Rennquintett til pianist Kevin Kenners fremførsel af Chopin.

Lærkesens rejse i klippekunsten startede i 1965, hvor han var til juleudstilling på Christianshavn med sin hustru. I vinduet hos Broste Copenhagen sad en kvinde i polsk nationaldragt. Hun klippede betagende, traditionelle papirklip fra sit hjemland med blot en fåresaks som redskab. Foruden hendes papirklip, fik Lærkesen med sig en dyb fascination af kunstnerens værktøj – fåresaksen.

Derhjemme havde Lærkesen selv en fåresaks hængende, og han måtte omgående prøve kræfter med kunsten at lave papirklip. Lærkesen har ernæret sig som lærer og blandt andet undervist i billedkunst i folkeskolen og på Danmarks Lærerhøjskole. Han tog derfor sin fåresaks med i sløjdsalen og sleb den op efter bedste evne. Det viste sig at være et overordentligt smidigt redskab, som han efterfølgende brugte til at lave alle sine papirklip.

En dag så Lærkesen-parrets gode venner, Meta og Vagn Holmboe, samt Metas niece, Marion Koepf, hans mange klip. På daværende tidspunkt arrangerede Koepf 6 årlige koncerter i sydvest-tyske by, Dätzingen. Her skulle hun afholde koncert med Michala Petri og Vagn Holmboe. Hun spurgte derfor Lærkesen, om ikke han kunne lave en vignet til koncerten? Måske kunne han ligefrem lave vignetter til alle de koncerter, hun arrangerede? Og sådan startede Lærkesens musiske rejse ind i klippekunsten. Det blev til mange vignetter de år, koncertrækken kørte, og de er alle en del af Koepfs samling. Et udvalg af disse kan nu opleves i udstillingen ”Musik i klip”.

Lærkesens klip tager afsæt i koncerter og afbilleder musikere, komponister og spillesteders karakter og helt særlige stemning. I alle Lærkesens klip ses en slående lighed mellem portrættet og musikernes særegne karakter. Han indfanger deres fysiske træk, musikalitet og personlighed. En evne, der er særligt imponerende, når man arbejder med silhuetten i sin reneste form.

I anledningen af ferniseringen på “Musik i klip” inviterer vi til et glas vin, sprødt og koncert ved instrumentalist i verdensklasse, Michala Petri. Jørn Peter Lærkesen har foreviget Petri med fåresaks og glanspapir, og nu kan du opleve Lærkesens klip og Petris musik side om side.

Michala Petri har gennem næsten 50 år sat sit præg på den danske musikscene og ikke mindst udvidet repertoiret for blokfløjten. Petri har til stadighed udviklet instrumentets rækkevidde, og i dag er blokfløjten ikke længere forbeholdt barokmusik, men ses hos Petri brugt i både klassiske og moderne kompositioner, de Danske Sange og i populærmusikken. Siden sin debut som 11-årig i Tivolis Koncertsal har Petri rejst kloden rundt med sit instrument og spillet talrige koncerter såvel som indspillet et væld af albums. Michala Petri regnes i dag for verdens førende blokfløjtespiller, og hun har gennem tiden samarbejdet med nogle af musikkens helt store navne. Mere end 150 værker er skrevet specielt til hende, og hun har modtaget et væld af anerkendelser og priser, bla. den prestigefyldte Sonnings Musikpris. Derudover er hun af Dronning Margrethe er udnævnt til Ridder af 1. grad.

Fernisering, lørdag d. 3. februar kl. 14: